En arbejdsløshedskasse (i daglig tale en a-kasse) er en organisation, der hjælper dig økonomisk, hvis du bliver arbejdsløs. Det er frivilligt, om man vil være medlem af en a-kasse, men det er ikke muligt at få udbetalt dagpenge uden et gyldigt medlemskab og optjent anciennitet. I øjeblikket er reglerne således, at man skal have været medlem af en a-kasse i minimum 1 år for at være berettiget til arbejdsløshedsdagpenge.
Størstedelen af de danske arbejdsløshedskasser er tilknyttet en fagforening, men det er ikke lovpligtigt at være medlem af både fagforening og a-kasse. Foruden at udbetale dagpenge står a-kasserne også for at afholde vejledningssamtaler, sende indberetninger til jobcentrene og meget andet. Du skal opfylde en håndfuld krav for at opnå retten til dagpenge.
Du skal søge arbejde, være tilmeldt jobcentret og være motiveret for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det er nogle af de grundlæggende krav. Derudover skal du være bekendt med, at du som udgangspunkt ikke har mulighed for at drive selvstændig virksomhed samtidig med, at du modtager dagpenge fra arbejdsløshedskassen.
Du kan – men skal ikke – være medlem af en arbejdsløshedskasse. Dog er det selvfølgelig ikke uden grund, at mere end 2.100.000 voksne danskere har valgt at melde sig ind i en a-kasse. En nyere undersøgelse viser, at 7 ud af 10 på arbejdsmarkedet er tilknyttet en a-kasse. Du går altså imod strømmen ved at fravælge et medlemskab i en a-kasse. Inden du afslår muligheden helt, bør du sætte dig ind i, hvilke fordele der er ved at være en del af en arbejdsløshedskasse. Der er nemlig en del fordele. Dem gennemgår vi for dig i de kommende underafsnit.
Læs også om: Billig a-kasse
Du tænker nok, at du aldrig bliver arbejdsløs, men du kan desværre ikke vide, hvad fremtiden byder på. Uanset hvor sikker du føler dig, bør du tegne et medlemskab i en arbejdsløshedskasse, så du kan få skabt et økonomisk sikkerhedsnet.
Den altoverskyggende fordel ved at være medlem af en a-kasse er, at du kan opnå ret til at modtage dagpenge i tilfælde af ledighed. Du kan kun modtage dagpenge i en begrænset periode, men det er bestemt et godt alternativ til kontanthjælp og andre former for offentlig forsørgelse. Er dagpenge ikke nok for dig, så kan du tegne lønsikring med henblik på at sikre en endnu større del af din indtægt.
Arbejdsløshedskasser er endvidere sat i verden for at hjælpe ledige danskere tilbage i arbejde igen. Er du arbejdsløs i øjeblikket, kan du få hjælp til alt fra at udarbejde en fængende jobansøgning til at finde de mest interessante jobmuligheder med udgangspunkt i dine kompetencer og interesser.
Med lidt held er du tilbage på arbejdsmarkedet inden for få måneder. Dog skal du ikke forvente, at din arbejdsløshedskasse kommer til at gøre alt arbejdet for dig. Du skal også selv gøre en indsats.
Derudover er det meget normalt, at du bliver tilbudt at deltage i diverse gratis kurser og workshops gennem din arbejdsløshedskasse. Formålet med disse arrangementer er at fremme dine faglige kvalifikationer. Der er al mulig god grund til at gøre brug af nogle af disse uddannelsestilbud, idet dine jobmuligheder i høj grad afhænger af dine kvalifikationer.
Læs også: Den komplette guide til den perfekte jobansøgning
Arbejdsløshedskasser og fagforeninger bliver tit forvekslet, selvom de to sammenslutninger ikke arbejder med det samme.
En fagforening arbejder med at fremme og beskytte medlemmernes interesser inden for løn, videreuddannelse og arbejdsvilkår, mens en a-kasse hjælper sine medlemmer økonomisk i tilfælde af arbejdsløshed. Det er altså din a-kasse, du skal have fat i, hvis du bliver arbejdsløs.